Den smukkeste portionsanrettede dessert, som med garanti vil imponere enhver gæst – og så smager den selvfølgelig himmelsk!
Opskriften giver ca. 5-8 dessertanretninger.
Ruby is:
1/2 dåse kondenseret mælk
65 g Ruby chokolade
2,5 dl fløde
Evt. lidt lyserød pastafarve.
Fremgangsmåde:
Smelt chokoladen.
Hæld kondenseret mælk og fløde i en skål og pisk det til en luftig og cremet masse. Tilsæt den afkøledede chokolade lidt efter lidt og pisk den sammen.
Tilsæt evt. en smule lyserød pastafarve for synets skyld.
Støb isen i små silikoneforme (jeg har brugt DENNE FORM). Skal du ikke bruge alt isen til portionsanretninger kommes det resterende is i en bøtte med låg.
Kom isen i fryseren til det er helt frossen.
Ruby ganache:
70 g Ruby chokolade
1/2 dl fløde
1/2 tsk honning
Evt. lyserød pastafarve
Fremgangsmåde:
Kom alle ingredienser i en gryde og varm det op ved svag varme til det smelter sammen.
Hæld det i en skål og put husholdningsfilm helt ned til ganachen.
Lad den stå på køkkenbordet og køle ned til stuetemperatur, hvis du skal bruge den med det samme.
Ellers kommes den i køleskabet til du skal bruge den (husk at tage den ud af køleskabet i god tid, før du skal bruge den).
Citronkage med blå birkes:
150 g smør (stuetempereret)
100 g sukker
75 g revet marcipan
1 citron, saften og fintrevet skal
2 æg
150 g mel
1 tsk. bagepulver
4 tsk blå birkes
1/2 dl mælk.
Fremgangsmåde:
Rør smør, sukker, marcipan, citronsaft og citronskal sammen indtil det er luftigt og cremet.
Rør derefter æggene i.
Mel, bagepulver og blå birkes røres også i.
Tilsæt til sidst mælk og rør det godt sammen indtil dejen er ensartet.
Fordel dejen i en lille kageform (ca. 21 x 18 cm).
Bag citronkagen ved 175 grader i ca. 20-25 minutter.
Lad kagen køle af og brug derefter en rund udstikker (ca. Ø 3-6 cm) og stik små runde kager ud.
Opbevar dem i en tætsluttet pose/beholder indtil desserten skal anrettes.
Samling af desserten:
Ruby is
Ruby ganache
Små cirkler af citronkage
Friske hindbær
Skovsyre
Frysetørret hindbær
Spiseligt guld
Fremgangsmåde:
Befri din gennemfrosne Ruby is fra silikoneformen.
Placer en lille rund citronkage på tallerknen og kom friske hindbær og skovsyre på toppen.
Drys med frysetørret hindbær og spiseligt guld.
Kom din Ruby ganache i en sprøjtepose med en tyl i enden og sprøjt små toppe på tallerknen.
Placer din Ruby is ved siden af citronkagen.
Server straks.