Hindbær-brownie-lakrids trifli

IMG_1648

I anledning af at det snart er Valentinesdag og at Lakrids by Johan Bülow endelig sælger min yndlingslakrids, LOVE, igen har jeg udviklet en lækker opskrift, som faktisk ikke kræver det helt store at lave!
Det er en trifli med lakrids (LOVE og raw liquorice powder), brownie, friske hindbær og vaniljeflødeskum.
Så har du lyst til bare at have en hyggelig dag derhjemme, men stadig gøre lidt ekstra ud af valentinesdag kan jeg varmt anbefale at lave disse desserter!
Desuden kommer der snart en lækker konkurrence på min Facebook-side, hvor I kan vinde en masse lækkerier fra Lakrids by Johan Bülow, så jeg vil anbefale jer at holde øje med den 🙂

Brownies:
200 g chokolade, groft hakket
170 g smør
0,5 dl vand
100 g sukker
150 g brun farin
2 æg
150 g mel
1/4 tsk havsalt

I en kasserolle smeltes chokolade, smør og vand. Rør i det og tag gryden fra varmen, når det er smeltet sammen.

Hæld den smeltede masse i en skål og tilsæt sukker og brun farin. Pisk indtil det er ensartet og er kølet en smule ned. Tilføj også æg og pisk videre i et par minutter

I en ny skål blandes mel og salt og tilføjes derefter til den våde masse. Vend det sammen.

Dejen hældes i en ca. 20×20 cm bradepande foret med bagepapir. Bag brownien ved 175 grader i ca. 35 minutter

Lad brownien blive gennemkold i køleskabet og skær den derefter ud i meget små firkanter.

Vaniljeflødeskum:
3 dl fløde
75 g creme fraiche (18%)
1 spsk sukker
1/2 vaniljestang

I en skål piskes fløden til en let flødeskum. Lidt efter lidt tilsættes resten af ingredienserne mens der stadig piskes. Pisk indtil massen er luftig, men pas på flødeskummet ikke bliver for fast!

Samling af triflien:
Friske hindbær
LOVE fra Lakrids by Johan Bülow
Raw liquorice powder fra Lakrids by Johan Bülow

Hak dine LOVE lakridser groft.
Fyld dine dessertglas skiftevis med brownie firkanter, hindbær, LOVE lakridser og flødeskum som vist på billedet øverst. Er du som mig ægte lakridselsker kan du drysse lidt raw liquorice powder mellem hvert lag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *