Glaze er alle vegne og selvfølgelig måtte jeg også kaste mig ud i at prøve! Jeg er så betaget af glaze – det giver det smukkeste udtryk i de fineste farver og skinner så fint.
Dette er min allerførste glaze kage og det er rent faktisk nemmere end jeg troede – det gælder bare om at undgå luftbobler og sørge for at glazen har den rigtige temperatur, når den hældes på den frosne kage.
Hvis I har brug for lige at se det for jer, hvordan det hele fungerer og hvordan man gør, så vil jeg anbefale jer at se DENNE video med Ditte Julie Jensen. Det er nemlig den samme glaze jeg har brugt i denne opskrift.
En lille ekstra kommentar: Denne opskrift passer til DENNE FORM fra Silikomart (Reklamelink)
Black magic bund:
1,1 dl mel
1,25 dl sukker
1/2 dl kakaopulver
1/2 tsk natron
1/4 tsk bagepulver
1/4 tsk salt
1/4 tsk vaniljesukker
1 æg
0,5 dl kaffe
0,5 dl mælk
0,25 dl olie
Fremgangsmåde
Bland alle de tørre ingredienser sammen.
Tilsæt derefter resten af ingredienserne og rør dejen sammen til den er ensartet.
Hæld dejen på en bradepande beklædt med bagepapir – lad dejen flyde naturligt ud, men sørg for at der kan skæres en rund bund ud, som vil passe til din form.
Bag bunden ved 175 grader i ca 7-9 minutter.
Lad bunden køle af og skær en rund bund ved at bruge toppen af silikoneformen som skabelon.
Sæt bunden til side og lav moussen.
Hindbærmousse:
250 g frosne hindbær
1,5 dl sukker
1/2 vaniljestang
5 blade husblas
6 dl piskefløde
Fremgangsmåde
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Kom de frosne hindbær, sukker, vanilje og de tomme vaniljestænger i en kasserolle og varm det op til kogepunktet.
Rør husblassen ud i hindbærrene og fjern gryden fra varmen.
Put hindbærrene i en si og mos dem så du får siet alle kernerne fra, og kun har væden tilbage. Det er nemlig kun væden du skal bruge!
Lad hindbærvæden køle ned til stuetemperatur.
Pisk imens fløden til flødeskum.
Tag 1/3 af flødeskummet og pisk det voldsomt sammen med hindbærvæden.
Hæld derefter hele hindbærblandingen ned i flødeskummet og vend det forsigtigt sammen til det hele er ensartet.
Kom hindbærmoussen i din form ved hjælp af en sprøjtepose – husk at der lige skal være lidt plads til din Black Magic bund i toppen. Put Black Magic bunden på toppen og put kagen i fryseren.
Glaze:
4,5 blade husblas
113 g glukosesirup
113 g hvidt sukker
68 g vand
75 g kondenseret mælk
113 g hvid chokolade
Rød pastafarve
Fremgangsmåde
Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 20 min.
Giv glukosesirup, sukker og vand et lille opkog, indtil sukkeret er opløst.
Tilsæt kondenseret mælk, og tag det af varmen.
Tilsæt husblas og rør det forsigtigt i massen.
Hak den hvide chokolade og hæld den op i en høj kande og hæld den varme væske op til chokoladen. Tilsæt den røde pastafarve og før en stavblender ned i kanden og blend nu glazen blank.
Fjern eventuelle luftbobler og lad den køle ned til 35-36 grader og hæld den derefter ud over din kage
Pynt:
Jordbær
Hindbær
Blåbær