Verdens bedste, mest velsmagende og ret nemme dessert!
Oprindeligt er det en opskrift fra Mette Blomsterberg, som jeg har simplificeret og tilpasset. Vil man gerne lave den originale opskrift kan den findes HER.
Opskriften giver ca. 12-14 glas
Hindbær:
750 g hindbær
1 vaniljestang, kornene
225 g sukker
Fremgangsmåde
Kom hindbær, vanilje og sukker i en skål. Lad det stå på køkkenbordet til sukkeret er opløst og massen er blevet til en flydende kompot.
Vaniljecreme
1 vaniljestang, kornene
110 g sukker
45 g majsstivelse
45 g æggeblommer
7,5 dl mælk
2,5 dl letpisket fløde
Fremgangsmåde
Kom alle ingredienser i en gryde. Varm massen op og pisk KONSTANT indtil cremen tykner.
Kom husholdningsfilm helt ned til cremen og sæt den i køleskabet i mindst 4 timer eller gerne natten over.
Når vaniljecremen er helt kold piskes den lind og vendes sammen med 2,5 dl letpisket fløde.
Derudover:
Makroner
4 bananer
Pynt:
Friske hindbær
Citronmelisse
Opbygning:
Kom hindbærrene i en sprøjtepose.
Kom vaniljecremen i en sprøjtepose.
Knus makronerne.
Skær bananerne i skiver.
Kom først hindbærrene i dine glas. Derefter makroner og bananer og til sidst et lag vaniljecreme. Pynt med friske hindbær og citronmelisse.
Hej Mette 😊 Er det frosne hindbær du har brugt? 😊
Hej Nina
Ja, det er det 🙂
Mvh. Mette
Min vaniljecreme bliver totalt vandet. Hvad har jeg mon gjort forkert? 🤷🏻♀️
Mit bud er at du ikke har kogt den længe nok. Den skal boble i et par minutter, mens du pisker i den konstant 🙂
Mvh. Mette
Koger du ikke hindbær sammen med sukkeret? Og Kan desserten laves i god tid?
Hej Lonnie
Nej, hindbærrene skal ikke koges. De skal bare kommes ned i en skål sammen med sukker og vaniljekorn, og så skal de stå og “råsylte”.
Du kan lave de forskellige elementer til desserten et par dage før og så samle den på dagen.
Ellers kan du lave den aftenen før den skal serveres 🙂
Tak. Skal fløden først i til sidst?
Ja, når vaniljecremen er kold så piskes den lind og derefter vendes den letpiskede fløde i.