De skønneste vaniljekranse, som kan sprøjtes ud og dermed får det flotteste udtryk, efter min mening!
De smager himmelsk – helt perfekt afrundet af de ristede mandler og den gode vanilje!
Hvis du af den ene eller anden årsag ikke ønsker at sprøjte dem ud, så kan du sagtens sætte dejen på køl i 1 time og derefter køre dem gennem en kødhakker eller lignende.
God fornøjelse!
Ingredienser:
120 g mandler
450 g smør (stuetemperatur)
350 g sukker
2 vaniljestænger, kornene
2 æg
1,5 tsk bagepulver
600 g mel
185 g kartoffelmel
Fremgangsmåde:
Rist mandlerne i ovnen, i 5 minutter, ved 200 grader.
Lad dem køle lidt af og blend dem derefter til helt fint mandelmel.
Rør smør, sukker og vaniljekorn sammen (brug gerne K-spaden på din røremaskine).
Tilsæt æg, bagepulver, mandelmel, mel og kartoffelmel.
Rør dejen til den er ensartet.
Kom dejen i en stofsprøjtepose med en åben stjernetyl i enden (Jeg har brugt en Ø12 stjernetyl fra Cook & Baker).
Kom kun lidt vaniljekransedej i ad gangen – der skal virkelig bruges fingerkræfter!
Sprøjt vaniljekranse ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 8-12 minutter indtil de er let gyldne.
Lad dem køle af på en rist – opbevar dem i en tætsluttet kagedåse.
Skriv et svar