En super nem og velsmagende dessert, som med fordel kan laves dagen før!
Opskriften giver ca. 15 små glas.
Ymerfromage:
6 blade husblas
1 citron, både skal og saften
1 liter ymer
200 g sukker
1 vaniljestang, kornene
3 dl piskefløde
Topping:
1,5 pk. jordbærgrød fra Skælskør Frugtplantage
Knuste makroner
Skovsyre
Fremgangsmåde
Læg husblas i blød i koldt vand.
Riv skallen af citronen på et fint rivejern og bland det med ymer, sukker og vaniljekorn. Rør det godt sammen.
Pisk fløden til en let skum og sæt den til side.
Pres saften ud af citronen og varm den op i en lille kasserolle. Tilsæt husblas og rør det godt ud.
Lad kasserollen stå og køle af i et par minutter.
Tilsæt 1/3 af ymer-blandingen ned i den lune citronsaft og rør det sammen. Kom derefter citron-ymer blandingen op i skålen med den resterende ymer-blanding og rør det sammen.
Herefter vendes ymer-blandingen i den letpiskede fløde.
Kom ymerfromagen i en sprøjtepose og fordel den i ca. 15 små glas.
Sæt dem på køl i mindst 1,5 time.
Inden ymerfromagen skal serveres toppes den med jordbærgrød, knuste makroner og skovsyre.