Risalamanden er en meget vigtig del af juleaften – det er en skøn og hyggelig tradition, hvor det gælder om at få mandlen og dermed også mandelgaven.
Personligt elsker jeg risalamande og jeg sparer ikke på vaniljen når jeg laver den. Risalamande er en af de desserter, hvor vaniljesmagen virkelig kommer til sin ret – og JA, det gør en kæmpe forskel at bruge ægte vanilje fremfor det vaniljesukker man køber!
Her får I den allerbedste opskrift på risalamande.
Nok til ca. 12-14 personer
Ingredienser:
2 dl vand
4 dl grødris
2 liter sødmælk
1-2 vaniljestænger
150 g sukker
175 g smuttede mandler, finthakket
6 dl piskefløde
Fremgangsmåde:
Skyl en tykbundet gryde i helt koldt vand (dette hjælpe imod at risengrøden brænder på).
Kom vand og grødris i gryden.
Kog risene op indtil vandet er absorberet.
Tilsæt sødmælk.
Flæk vaniljestængerne, skrab kornene ud og mas dem sammen med sukkeret. Tilsæt derefter vanilje og sukker ned i gryden. Tilsæt også de tomme vaniljestænger og lad dem koge med.
Varm risengrøden op til kogepunktet og skru derefter ned på lav varme.
Lad risengrøden stå ved svag varme med låg på i ca. 45 minutter indtil grøden er tyknet.
Rør i gryden ca. hver 10. minut.
Kom husholdningsfilm helt tæt ned over risengrøden og lad den køle fuldstændig af – lad gerne de tomme vaniljestænger blive i indtil grøden skal blandes med de finthakkede mandler og fløden.
Rør de finthakkede mandler sammen med den kolde risengrød.
Pisk fløden til en let flødeskum og vend det sammen med risalamanden.
Skriv et svar