En lækker og svampet citronmåne med masser af dejlig citronsmag! 😍🍋
Som I ønskede på Instagram, så har jeg lavet en how-to video på, hvordan man laver denne helt perfekte og svampede citronmåne.
Den BEDSTE opskrift efter min mening!
I KAN SE VIDEOEN HER
Ingredienser:
150 g smør (stuetempereret)
100 g sukker
100 g revet marcipan
1/2 vaniljestang, kornene
3 æg
1,5 citron, både saft og fintrevet skal
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 knsp salt
Fremgangsmåde:
Pisk smør, sukker, marcipan, vaniljekorn og fintrevet citronskal godt sammen. Tilsæt citronsaft og pisk det med. Tilsæt derefter æggene et efter et, mens du stadig pisker. Pisk rigtig godt mellem hvert æg, du tilsætter.
I en anden skål blandes hvedemel, bagepulver og salt. Sigt det i de andre ingredienser og vend det forsigtigt sammen.
Beklæd en springform (ca. Ø20 cm) med bagepapir i bunden og hæld dejen i.
Bag kagen i ovnen ved 180 grader i ca. 35-40 minutter.
Lad kagen køle af inden du kommer glasur og evt. pynt på.
Glasur:
Flormelis
Saften fra 1 citron
Evt. gul pastafarve
Fremgangsmåde:
Kom citronsaft i en skål og rør flormelis (og evt. gul pastafarve) i indtil du har en tyk og fast glasur – den må endelig ikke være for tynd, så flyder den ud og løber ned over siderne.
Fordel glasuren på kagen.
Pynt:
Hakkede usaltede pistacienødder
Frysetørret hindbær
Skovsyre