Holy moly, disse chokoladeboller er fantastiske! De er sååå bløde og luftige og fyldt med en god mørk chokolade! De kan både spises med smør, men smager også helt fantastisk bare i sig selv uden noget.
At de “vokser sammen” under bagning gør at bollerne ikke har så mange tørre kanter, og derfor bliver de så luftige og bløde som overhovedet muligt.
Disse lækre boller kan holde sig frisk i flere dage i en tætlukket pose!
Opskriften giver 15 stk.
Ingredienser:
3 dl mælk
50 g gær
2 æg
75 g blødt smør
1/2 tsk salt
1 tsk kardemomme
5 spsk sukker
Ca. 600 g mel
125 g chokoladeknapper
Fremgangsmåde
Lun mælken og rør gæren ud deri.
Tilsæt æg, sukker og salt.
Tilsæt ca. halvdelen af melet sammen med kardemomme. Ælt dejen med din røremaskine.
Tilsæt smøret lidt ad gangen.
Tilsæt mel indtil dejen er glat og smidig – pas på med ikke at tilsætte for meget mel!
Lad dejen ælte godt til den slipper kanterne på skålen.
Til sidst tilsættes chokoladeknapperne. Ælt igen dejen til chokoladeknapperne er godt fordelt.
Lad dejen hæve overdækket i 30 minutter.
Form dejen til 15 boller og lig dem ved siden af hinanden i en bradepande (jeg brugte en bradepande der var ca. 32×22 cm)
Jeg vejede hele dejen og dividerede dejens vægt med 15 = hvad hver bolle skal veje – på den måde er jeg sikker på jeg får lige store boller og at jeg får brugt hele dejen.
Lad bollerne efterhæve i 20 minutter med et viskestykke over sig.
Pensl bollerne med et sammenpisket æg.
Bag bollerne ved 210 grader i ca. 12-13 minutter.