Helt ekstremt lækre, hjemmelavede Snickers barer. De får virkelig tænderne til at løbe i vand og smager som en luksusudgave af den Snickers bar vi alle kender.
Jeg har brugt denne fine form (Reklamelink) til at lave dem i.
Opskriften giver 15 Snickers barer
Karamel:
75 g sukker
1 dl fløde
20 g smør
Fremgangsmåde:
Kom sukker i en gryde og smelt det indtil det får en fin og gyldenbrun farve.
Hæld fløde i – karamellen vil nu klumpe sig sammen. Kog massen op under omrøring indtil det hele er ensartet og smeltet fint sammen.
Tilsæt derefter smør i små tern, lidt efter lidt.
Hæld karamellen gennem en sigte og over i en skål. Sæt skålen på køl mens du laver chokoladeskallerne.
Chokoladeskal:
500 g mælkechokolade
Fremgangsmåde:
Temperer chokoladen.
Dette kan enten gøres over vandbad eller i mikroovn.
Mælkechokoladen skal have en arbejdstemperatur på ca. 29-30 grader.
Fyld formene op med den tempererede chokolade i alle huller.
Bank formen let ned i bordet og vend derefter formen på hovedet, mens du banker let på siden af den, så alt det overskydende chokolade falder ud.
Skrab derefter formen for overskydende chokolade både på toppen og siderne.
Sæt chokoladeformen i køleskabet i 5-10 minutter.
Fyld:
150 g honning
200 g sukker
75 g vand
50 g glukosesirup
1 æggehvide
35 g sukker
Fremgangsmåde:
Kom honning, sukker, vand og glukose i en gryde.
Kog massen op til 145 grader.
Pisk imens æggehvider og sukker til marengs.
Hæld den 145 grader varme sirup i en tynd stråle ned i marengsen, mens der piskes.
Pisk indtil massen bliver sej (ca. 5-8 minutter ved fuld hastighed på en røremaskine).
Massen er nu en sej og klistret skumfidusmasse.
Samling:
Karamel
60 g peanuts
Fyld
Fremgangsmåde:
Start med at fylde den afkølede karamel i dine chokoladeskaller.
Drys derefter med et lag peanuts.
Smør dine hænder og en teske ind i olie.
Tag en lille 1 teskefuld af fyldet og form massen i dine hænder, så den passer ned i formen – fyld dem ikke helt op til kanten, da de skal kunne lukkes med chokolade.
Sæt formen på køl mens du tempererer den chokoladerest du har tilbage.
Hæld chokolade på toppen af alle barerer og skrab for overskydende chokolade.
Sæt formen i køleskabet i ca. 20 minutter, hvorefter de nemt kan bankes ud af formen, hvis chokoladetempereringen er lykkedes.
Opbevar barerne i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.