Antal: 8 glas
(Slå denne knap til for at undgå din skærm går i sort)
En super skøn og velsmagende voksendessert, som er både nem og hurtig at lave.
Chokolademousse med Baileys:
- 130 gram mørk chokolade (knapper eller hakket)
- 100 gram æggeblommer
- 60 gram sukker
- 0,75 dl Baileys
- 150 gram æggehvider
- 10 gram sukker
Nøddekrokant:
- 25 gram blandede nødder (jeg har brugt pistacie- og hasselnødder)
- 35 gram sukker
Chokolademousse med Baileys
Smelt den mørke chokolade.
Pisk æggeblommer og de 60 g sukker til en tyk, lys og luftig æggesnaps.
I en anden skål piskes æggehvider og de 10 g sukker helt stive.
Kom den smeltede chokolade over i æggesnapsen og pisk godt. Tilsæt Baileys til ægge-chokolade blandingen og vend det sammen.
Tilføj en tredjedel af marengsmassen og pisk godt. Herefter tilsættes resten af marengsmassen, som skal vendes forsigtigt i den smeltede chokolade.
Kom chokolademoussen i en engangssprøjtepose og fordel chokolademoussen i glas. Stil dem herefter på køl, så de kan sætte sig.
Nøddekrokant:
Kom sukker på en pande og lad det smelte indtil det får en gylden farve. Tilsæt nødderne og rør det godt sammen med det gyldne sukker.
Hæld krokanten over på et stykke bagepapir og lad det køle helt ned. Hak derefter nøddekrokanten i stykker.